Overblik over Corona hjælpepakker

Hjælpepakker fra regeringen, håndsrækninger fra andre store spillere. Der er masser af hjælp at hente i kampen mod coronavirus – her er et overblik.

Det er sikkert at sige, at alle er påvirket af coronavirus! Nogle virksomheder oplever, at coronavirus har skubbet dem i en positiv retning, men langt de fleste virksomheder er negativt påvirket. Heldigvis har staten søsat nogle tiltag og hjælpepakker, der skal sikre, at så mange danske virksomheder som muligt kan klare sig igennem krisen.

Regeringens tiltag og hjælpepakker

Der findes efterhånden en del hjælpepakker fra regeringen samt håndsrækninger fra aktører i startup økosystemet, som er guld værd for de danske startups. Men for nogle kan det være svært at se skoven for bare træer.

Vi har prøvet at skære helt ind til benet, og give dig et overskueligt overblik over de hjælpepakker og tiltag, du kan søge.

4 hjælpepakker fra regeringen

Der findes de 4 “officielle” hjælpepakker fra regeringen, som er:

Lønkompensation
Denne hjælpepakke er til for at undgå fyringer af medarbejdere. Du kan søge om hjælpepakken, hvis du står overfor at skulle fyre 30% af dine medarbejdere eller mere end 50 medarbejdere. Vær opmærksom på at denne hjælpepakke er i stedet for en fyring – du mister altså retten, hvis du fyrer en medarbejder.

Kompensation for faste udgifter
Hvis du har en dansk virksomhed, der er registreret før d. 9/3 2020 og samtidig kan bevise faste udgifter for minimum 25.000 kr. i perioden fra d. 9/3 til d. 8/6, kan du søge om kompensation for dine faste udgifter, hvis:

  • Du forventer et fald i omsætningen på minimum 40%, eller
  • Du er en af dem, der er blevet forbudt at holde din forretning åbent

Kompensation til selvstændige og freelancere
Du kan få kompensation for tabt omsætning som selvstændig eller freelancer i perioden 9/3 til 8/6, hvis du opfylder følgende krav:

  • Din gennemsnitlige omsætning pr. måned (før coronavirus) var på minimum 10.000 kr.
  • I den første ordning, måtte du maksimalt have op til 10 fuldtidsmedarbejdere, vær dog opmærksom på, at det tal bliver sat op til 25 i midten af maj
  • Din omsætning er faldet med minimum 30% på grund af coronavirus

Kompensation til arrangører
Hvis du er arrangør af et større event, som du har været nødt til at aflyse på grund af coronavirus, kan du søge om kompensation for de tabte udgifter, hvis:

  • Arrangementet skulle have været afholdt inden for perioden 6/3 til 31/8 2020
  • Minimum antal samtidige deltagere var på 350
  • Arrangementet må ikke finde sted dagligt, medmindre:
  • Arrangementet finder sted dagligt i en begrænset periode på op til 4 uger

Virksomhedsguiden har lavet et godt A4 overblik, hvor du nemt kan tjekke, hvilke virksomheder/selskaber, der kan være dækket af hver hjælpepakke. Se overblikket her >>

Hvis du stadig har brug for lidt hjælp til at finde ud af hvilken hjælpepakke, der passer til din virksomhed, kan du tage denne test/guide, som er udarbejdet af Erhvervsstyrelsen >>

Andre gode håndsrækninger til danske virksomheder

Skat og moms

Små og mellemstore virksomheder med op til 250 ansatte, kan helt grundlæggende søge om 2 ting i forhold til skat og moms:

Udskyd afregningen af skat og moms
Fristen for betaling af A-skat og AM-bidrag er forlænget med 4 måneder, imens fristen for betaling af B-skat er forlænget med 2 måneder. Sørg dog for stadig at angive moms som hidtil og blot vente med betalingen, hvis du vil gøre brug af denne håndsrækning.

Tag et rentefrit momslån
Har du indbetalt moms for hhv. andet halvår og fjerde kvartal af 2019, kan du ansøge om et rentefrit momslån, der svarer til det beløb, du har indberettet til og med d. 2/3 2020. Lånet skal være tilbagebetalt senest d. 1/4 2021, og du skal opfylde nogle krav for at kunne ansøge.

Vær opmærksom på, at hvis du ønsker at indbetale skat og moms til de normale tider, kan du sætte det indbetalte ind på Skattekontoen, hvor du har mulighed for at hæve udbetalingsgrænsen.

Udbetaling af lønsumsafgift som rentefrit lån

Virksomheder som tandlæger, taxachauffører, tiltag i kultursektoren, osv., som afregner lønsumsafgift ud fra metode 4, kan ansøge om udbetaling af lønsumsafgift som et rentefrit lån. Lånet skal være tilbagebetalt senest d. 1/4 2021, og du skal opfylde nogle krav for at kunne ansøge.

Udvidet refusion for sygemeldte medarbejdere

Hvis din medarbejder er i karantæne eller hjemsendt på grund af corona smitte, kan du søge om udvidet refusion for den løn eller sygedagpenge, der betales til medarbejderen. Er du selvstændig erhvervsdrivende, kan du søge om sygedagpenge fra første sygedag.

Udbetaling af skattekreditordningen

Dette plejer normalt først at ske i november, men det er muligt at få udbetaling af skattekreditordning for indkomståret 2019 allerede i juni 2020. Anmodningen om udbetaling i juni skal ske senest d. 15/5 2020.

Få lånegaranti hos Vækstfonden

Virksomheder, hvis indtjening er negativt påvirket på grund af coronavirus, kan få lånegaranti hos Vækstfonden, hvilket gør det nemmere for dig at få adgang til finansiering hos et finansieringsinstitut. Husk at du skal søge om lånegarantiet igennem dit finansieringsinstitut. Lånegarantien er delt op i 2 ordninger:

  1. Små og mellemstore virksomheder (under 250 ansatte)
  2. Store virksomheder (over 250 ansatte)

Matchfinansiering fra Vækstfonden

Vækstfonden har fået tildelt 3,4 mia. kr., som skal gå til danske startups og vækstvirksomheder under coronakrisen. Det er disse 4 initiativer, der er fokus på:

COVID-19 Startlån
Et lån til early-stage startups, der har et produkt klar til markedet. Lånet er på 0,4-2 mio. kr., har en løbetid på 6 år og kommer med en rente med udgangspunkt i Cibor 3 + 5%. Vær opmærksom på, at Vækstfonden kræver medfinansiering fra andre aktører i forholdet 1:3.

COVID-19 Investorlån
Dette lån er til virksomheder, der har mistet omsætning, investorer/kapitalrejsning eller forsinket nysalg. Lånet er på 1-5,95 mio. kr. og skal sikre driften af virksomheden fra 1. marts 2020 og i 12 måneder frem.

COVID-19 BA-lån
Godkendte business angels, der investerer risikovillig kapital i startups, har mulighed for at matche deres investering med et lån fra Vækstfonden til virksomheden i forholdet 1:3 (lån under 7,5 mio. kr.) eller 1:1 (lån over 7,5 mio. kr.).

COVID-19 Syndikeringslån
Godkendte venturefonde, familiekontorer, og lignende kan matche deres investering i danske startups med et lån fra Vækstfonden. Investorens investering skal være på minimum 250.000 kr., og lånet kommer i forholdet 1:3 (lån under 7,5 mio. kr.) eller 1:1 (lån over 7,5 mio. kr.).

Vær opmærksom på, at vækstfonden har nogle krav og kræver dokumentation fra virksomhederne der ansøger. Læs mere om initiativerne fra Vækstfonden her >>

Hjælp fra Innovationsfonden

Innovationsfonden har fået tildelt 350 mio. kr., som skal gå til danske startups under coronakrisen, og der er ekstra fokus på disse initiativer:

  1. Tilpasning af Innobooster
    Med tilpasningen tillader programmet større risiko og flere markedsrettede aktiviteter. Der er sat 75 mio. kr. af til dette initiativ.

  2. Nyt Innobooster spor: “Innobooster People”
    Dette spor åbner for ansøgninger inden udgangen af maj og har fokus på fastholdelse eller nyansættelse af udviklingsmedarbejdere i særligt lovende vidensbaserede startups. Der er sat 175 mio. kr. af til dette initiativ.

  3. Top-up finansiering på eksisterende Innofounder og Innobooster
    Afslutter du et Innofounder forløb indenfor perioden januar 2020 til marts 2021, har du mulighed for at søge om forlængelse af det månedlige tilskud i op til 6 månedet. Der er sat 20 mio. kr. af til dette initiativ.
    Havde du en aktiv Innobooster pr. 1. januar 2020, eller har du ansøgt om en Innobooster i perioden 1. januar til 1. april 2020, har du mulighed for at ansøge om en tillægsbevilling på op til 20% af den oprindelige bevilling. Tillægsbevillingen skal gå til nye aktiviteter i forlængelse af det oprindelige projekt. Der er sat 75 mio. kr. af til dette initiativ.

  4. Fortsættelse af LDVP-programmet
    Programmet Landdistriktsvækstpilot kan fortsat give virksomheder i landdistrikterne med en god idé til et udviklingsprojekt midler til at ansætte en kandidat med en videregående uddannelse. Der er sat 5 mio. kr. af til dette initiativ.

Innovationsfonden har fokus på at få de nye midler ud i de danske startups hurtigst muligt, og initiativerne er gældende frem til d. 5. november, eller når det afsatte beløb er opbrugt.

Har du stadig svært ved at danne dig et overblik?

Så er du ikke den eneste! Heldigvis har vi 6 kompetente Erhvervshuse i Danmark, som bare sidder klar til at hjælpe dig – og de har på rekordtid specialiseret sig i coronavirus. Vi anbefaler, at du tager kontakt til dit nærmeste Erhvervshus, som kan hjælpe dig med gratis, uvildig sparring og rådgivning.

Find dit nærmeste Erhvervshus

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *