5 måder du kan bruge LinkedIn som startup

Skrevet af Kenneth Dürr (LinkedIn Konsulent og Content Writer)

Jeg ved godt, hvad du tænker. Du har 1.000 ting, du skal have styr på, når du har et startup. Skal du nu også til at bekymre dig om LinkedIn? 

Er det ikke bare der, hvor folk deler, de har fået et nyt job eller har været på et kursus?

Jo, det er det også. Men LinkedIn er faktisk også det sociale medie, hvor du nemmest kan positionere dig indenfor dit felt, sprede budskabet om dit startup og komme i kontakt med potentielle investorer.

Så i stedet for at gøre LinkedIn til endnu et punkt på en lidt for lang to do-liste, så se det som en måde, du kan gøre noget af det, du i forvejen har på listen. Bare på en anden – og (måske) smartere måde.

Men hvordan kommer du i gang?

Well, her er mine 5 bedste tips:

1.  Tænk på din personlige profilside som din hjemmeside

Din personlige profilside på LinkedIn er meget mere end bare et digitalt CV. Med nogle få tweaks, kan du nemt gøre det til en slags hjemmeside, der kan skaffe dig både kunder og investorere.

Her er de 3 vigtigste ting, du skal ændre på din profil:

  1. Få en banner, der viser, hvad dit startup står for: Alt for mange har ikke nogen banner eller bruger bare et billede. Det er en skam. For banneret fylder en stor del af din profilside, så hvorfor ikke bruge det til noget?

    Brug i stedet den plads til at skrive dit startups slogan, dele en stjernegod anmeldelse eller opfordre de besøgende til at tilmelde sig dit nyhedsbrev.

    Du kan hurtigt lave en banner på canva.com. Det behøver ikke tage mere end 15 minutter. Og så er det gratis.

  2. Skriv en skarp tagline: Taglinen er den tekst, der står lige under dit navn på din profilside. Og det er den vigtigste sætning på hele siden. For den står nemlig også under dit navn hver gang du deler et opslag eller skriver en kommentar. Derfor er det en unik mulighed for at dele dit vigtigste budskab.

    Så skriv gerne, du er founder of [dit startup]. Men brug også den plads til at fortælle, hvordan du hjælper dine kunder. For eksempel sådan her:

    “[dit startup] hjælper [målgruppe] med [produkt/ydelse]”

  3. Brug din Om-sektion til at fortælle om dit produkt: Hvis besøgende kommer helt ned og læser i din “Om-sekton”, så er de MEGET nysgerrige på dig og din startup. Derfor er det et godt sted at dele de lidt mere hårde facts om din startup, så de kan se, du virkelig har noget at have det i.

    Det er også et godt sted at opfordre folk til at kontakte dig og dele din mail eller telefonnummer.

Hvis du gør de her 3 ting, så er du milevidt foran dine konkurrenter.

2. Del opslag om det problem dit startup løser for dine kunder

Jeps, du skal også til at dele opslag, hvis du gerne vil have det maksimale ud af LinkedIn. Det kan virke grænseoverskridende for mange. Og det kan være svært at finde på, hvad du skal skrive om. Du er ikke alene, hvis du har det sådan.

Mit bedste råd er, at du skal dele den unikke viden, du sidder inde med på en overskuelig måde, hvor du har fokus på modtageren.

Det blogopslag, du læser nu, er faktisk lige præcis det. Jeg deler min viden om LinkedIn med dig på en overskuelig måde. Og jeg har tilpasset al min viden specifikt til dig.

På samme måde ved du en masse om to meget vigtige ting: 1) Dit startups ydelse eller produkt og 2) Dine potentielle kunder.

Så brug dine opslag på at dele den viden, du allerede har til de kunder, du allerede kender så godt.

Og her får du lige 3 lynhurtige skrivetips: Brug lister, gør det kort og husk at skabe luft for din læser med “enter”-tasten.

3.  Vær ikke bange for at række ud til potentielle investorer

Har du en drømmeinvestor i tankerne? Så er LinkedIn et fantastisk sted til at skabe den første kontakt. Og der er en god sandsynlighed for, at investorer rent faktisk er aktive på LinkedIn. Og de er selvfølgelig også interesseret i at udbygge deres netværk. Især med en dygtig iværksætter som dig, ik?

Du kan med fordel starte med bare at besøge deres profil og lure lidt på, om I har en fælles reference. Det kan være en forbindelse, en arbejdsplads, en uddannelse eller en interesse. Hvis der er noget oplagt, så brug det, når du anmoder om at connecte.

Du kan også undersøge, om personen aktivt deler opslag på LinkedIn. Hvis det er tilfældet, kan du starte med at følge dem, og kommentere på deres opslag. Svarer de tilbage på dine kommentarer, er det en oplagt mulighed til at connecte med dem og fortsætte samtalen i private beskeder.

Husk, at du ikke er en byrde for dem, så længe du ved, du har et produkt, der er godt for dem. Så er du jo faktisk en hjælp.

4.  Deltag i kommentarsporet på markante profiler på dit område

Hvis du virkelig gerne vil styrke dit netværk og positionere dig som en go-to person indenfor dit felt, så er det en god idé at være aktiv i kommentarsporet på markante profiler.

Find dem, der allerede skriver om dit område og deltag i den samtale med dine værdifulde inputs. Så altså ikke noget med at skrive “Enig!” eller “Godt skrevet”. Du skal tilføje noget værdi til det oprindelige indlæg.

Det kan du blandt andet gøre ved at komme med dit take på én af pointerne i opslaget, stille et oprigtigt spørgsmål eller komme med din egen holdning til pointerne. Der er ikke noget i vejen for lidt faglig uenighed, så længe det er i en ordentlig tone.

5.  Fortæl dit startups historie. Igen og igen og…

Det mest oversete og ubrugte våben til at skabe opmærksomhed omkring dit startup er din historie. Alle elsker en god iværksætterhistorie. Og alle iværksætterhistorier er gode.

Du har helt sikkert haft en del bump på vejen. Det er okay. Faktisk er det godt, for eftersom du er her endnu, betyder det, du har overkommet dem.

Så del endlig din historie.

Har du fejlet med 3 startups inden det endelig lykkedes for dig? Del det.

Har du taget et kæmpe lån i dit hus for at holde dit startup kørende i starten? Del det

Har du sovet på dine venners sofaer i 2 år for at få din startup i gang? Del det.

Det viser, at du er dedikeret og er i stand til at overkomme selv de sværeste situationer. Jeg lover dig, at din personlige iværksætterhistorie vil blive et hit på LinkedIn. Så udgiv den gerne med jævne mellemrum

Det her gæsteblogindlæg er skrevet af content writer og LinkedIn konsulent Kenneth Dürr, der blandt andet hjælper iværksættere med at få det maksimale ud af LinkedIn.

 

Kenneth Dürr

www: https://kennethdurr.dk/

Tlf.: 60 60 01 16

Mail: kontakt@kennethdurr.dk

CVR: 43488481

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *