Heyfunding indgår samarbejde med Accelerace
Hvis du er en early-stage startup, så er et accelerator program en rigtig god mulighed for at få fart på forretningen og blive introduceret til et professionel netværk af faglige specialister. Vi har taget en snak med Heyfundings samarbejdspartner, Accelerace, der er en af Nordens største accelerator programmer. David, som er partner i Accelerace, er årligt med til at hjælpe ca. 100 startups godt igennem deres accelerator programmer, og i denne artikel hjælper han os andre med at blive klogere på Accelerace og deres accelerator programmer.
Hvem er Accelerace?
“Accelerace er en af Nordens største accelerator programmer. Vi har hovedkontor i København, og vi har eksisteret siden 2009. Hos Accelerace har vi haft mere end 700 forskellige startups igennem vores forskellige accelerator programmer. Nogle af programmerne er meget specifikke og henvender sig til et lille segment af startups, imens vores største, Beyond Beta, henvender sig til mange forskellige startups.
Vi accelererer små 100 startups om året, og vi investerer faktisk også i ca. en tredjedel af de startups. Herudover hjælper vi 64% af vores deltagere med at finde funding igennem vores netværk.
Til de startups, der endnu ikke ved, om de vil gå accelerator vejen, tilbyder vi også et gratis pre-accelerator forløb, hvor mange finder ud af, om vores tilbud passer til dem.”
Hvad er et accelerator program?
Et accelerator program er et læringsforløb for iværksættere og startups. Varigheden og indholdet af et acceleratorprogram er meget forskelligt alt afhængig af udbyderen – hos Accelerace varer et forløb typisk 6 måneder, og efter de 6 måneder er startuppen klædt på til at sælge deres produkt til den helt rigtige målgruppe.
Igennem et accelerator program får du altså en masse viden, der kan hjælpe med at fremme etableringen eller udviklingen af din startup. Herudover får du også ofte adgang til fx funding, rådgivning, workshops, mentorordninger, netværk, kontorfaciliteter, udviklings- og testfaciliteter, mv.
Beskriv jeres Beyond Beta program
“Beyond Beta er vores største accelerator program. Det hele foregår online, og forløbet strækker sig over 6 måneder. På de 6 måneder har vi fastlagt 3 camps, der hver varer 3 dage. Her kommer vores deltagere igennem forskellige workshops og kurser. Udover de 3 camps, vil deltagerne også få tildelt nogle mentorer, som de fast snakker med hver anden uge.
For at kunne deltage i vores Beyond Beta program skal startuppen være yngre end 2 år. Herudover skal der være en dansk founder i virksomheden. Det er altså ikke nok med et dansk CVR nr – der skal også være en founder med et dansk CPR nr. Hvis man opfylder kravene til optagelse, kan man med fordel prøve vores Pre-Accelerator, som faktisk giver adgang til ca. 50% af alt det, man kan lære på vores rigtige accelerator forløb. Det er en super god måde at finde ud af, om Beyond Beta forløbet er noget for dig og din startup.”
“Beyond Beta programmet kører hvert år ad 2 omgange – et med start i foråret og et med start i efteråret. Det er gratis at deltage, og deltagerne får adgang til kurser, workshops, mentorer, vores alumni bestående af tidligere deltagere og meget mere.
Efter endt forløb har man fået udarbejdet et helt konkret kundesæt bestående af de kunder, der køber af en valid årsag. Man har, med andre ord, fundet frem til dem, der har behov for ens produkt. Herudover får man et kæmpe netværk, som man vil kunne trække på efterfølgende. Hos Accelerace går vi meget op i, at man bliver matchet med andre lignende founders, så man kan få mest muligt ud af sin sparring. Derfor sørger vi for at lave netværksgrupper, hvor man som CTO bliver sat sammen med andre CTO’s, osv.”
Beskriv jeres investeringsfond
“I forlængelse af vores accelerator programmer har vi også en investeringsfond. Igennem fonden investerer vi i nogle af de startups, der er/har været med i vores accelerator programmer.
For at få en investering fra Accelerace skal startuppen opfylde følgende kriterier:
- Virksomheden skal være dansk
- Virksomheden må max. være 2 år gammel
- Virksomheden må ikke have gæld
- Virksomheden må ikke tidligere have rejst penge fra institutionelle investorer som VC’s, men de må gerne have rejst en smule fra business angels
- Det skal være en tech startup
- Virksomheden skal have et komplet team, så de internt kan løse alle opgaver. Samtidig skal teamet være villig til at gå på fuld tid i virksomheden i min. 6 måneder
- Virksomheden skal have en færdig prototype
Når vi skal beslutte os for, hvilke startups vi vil investere i, kigger vi på følgende:
- Vokser markedet hurtigt nok
- Tror vi på teamet (har de, hvad der skal til for at få produktet på markedet, skaffe kunder, osv. UDEN at skulle bruge ekstern hjælp)
- Er konkurrencesituationen god
- Er forretningen skalerbar
Vi har samtidig den fordel, at vi kan følge startuppen og se dem arbejde, når de er i vores accelerator programmer. Derfor vurderer vi også startups på:
- Deres evne til at få tingene gjort
- Træffer de kloge beslutninger
- Evner de at finde på kreative løsninger uden at bruge for meget tid og penge
- Formår de at tiltrække kompetente medarbejdere til en fornuftig løn
Vores terms er fastlagt på forhånd og ens for alle. Vi investerer 500.000 kr. som et konvertibelt lån. Resten af vores term sheet ligger tilgængeligt på vores hjemmeside.”
Kan du fremhæve en succeshistorie fra jeres acceleratorprogram?
“Vi er ret stolte af alle de startups, vi arbejder med, så det kan være svært kun at vælge en. Jeg har dog en case, der ret godt viser, hvad et accelerator program kan gøre for en virksomhed – nemlig Templafy. Da Templafy kom ind i Accelerace i 2013, var de slet ikke en virksomhed. Blot 2 tidligere kollegaer med en idé. De etablere selskabet, da de kom med i Accelerace, og brugte accelerator programmet til at kickstarte deres forretning. Det unikke ved Templafy var dog, at de kendte deres kundesegmenter ned til mindste detalje, og jeg tror, det er noget af det, der har været med til at give dem succes.”
Hvad er dit bedste råd til nystartede startups?
“Original insight! Du skal kende dine kunder til et helt intimt niveau. Mange startups kender sit produkt ind og ud, men er ikke altid opmærksomme på kundernes egentlige behov. Derfor synes jeg, det er uhyre vigtigt, at man lærer at tænke omvendt, så man kender til sine kunders behov FØR man bygger en virksomhed.”